VFR Klub Danmarks historie kort:

Hvad gør man når man er ejer af en ældre VFR og har lyst til at få kontakt med ligesindede? Jo så sætter man sig ved sin PC og taster www.vfr.dk . Det gjorde èn af pionererne i klubben tilbage omkring årtusind skiftet og hvad dukkede så op på skærmen? Det gjorde en hjemmeside der mest af alt lignede et fotoalbum fra en tilfældig charterferie.

Han kontaktede ejeren af hjemmesiden, som var ejer af en VFR 800, og han havde haft lyst til at lave en klub for ejere af disse fantastiske maskiner; men ud over at have erhvervet sig hjemmesideadressen www.vfr.dk var det ikke rigtig blevet til mere. Det tog imidlertid en ændring da de 2 kom i kontakt med hinanden. De gik i gang med at skabe en hjemmeside i vinteren 2000-2001 som faktisk resulterede i at VFR klubben blev stiftet d. 1. Juni 2001 i det Storkøbenhavnske område. Det er i hvert fald den dato der blev valgt som klubbens fødselsdag, da det var en glidende proces at få klubben etableret, startende med frigivelse af en hjemmeside i foråret, så et sommertræf og dernæst en generalforsamling i efteråret. Klubadressen blev den før omtalte og det var Honda V4 modeller der var fokus på, det være sig både VF og VFR modellerne. Der blev i de første år gjort en del af at at guide medlemmer med at importere VFR modeller fra udlandet, da en ny Vfr var en ret dyr model at købe med dansk afgift, så der blev importeret mange brugte Vfr, fra stort set alle dele af Europa dog hovedsageligt Tyskland. Der blev lavet købsguider med råd og vejledning før køb og ligeledes en Vifferpedia med en kort beskrivelse af de forskellige modeller.

Der var også et stort fokus på Banerace og klubben havde på et tidspunkt sit eget raceteam, der bl.a. bestod af de eftertragtede RC30, Nc30 og Nc35 modeller foruden de lidt mere gængse modeller. Klubben blev i 2003 inviteret af Vilhelm Nellemann til at deltage i messen Motorcykler i Bella. Det var et ret stort arbejde at få sådan en stand sat op; men det gav god omtale og efterfølgende, sammen med andre tiltag, en fin tilgang af medlemmer til klubben. Det var i denne periode at den store medlemstilgang har været medvirkende til at skabe klubbens solide økonomiske fundament, selv om medlemskontingentet altid har været et noget nært symbolsk beløb. Klubben var på sit højeste oppe omkring 300 medlemmer; men har de sidste mange år lagt på et sted mellem 100 til 180 medlemmer.

Bestyrelse og klubmedlemmer har gennem årene arrangeret mange fællesture og andre arrangementer over hele landet med hovedvægt på Mc kørsel og hygge. Der var nogen af medlemmer som tog på tur til Norge hvert år, og disse ture udviklede sig med tiden til at blive faste klubture til Norge og senere kom  der også faste ture til Harzen. Områder som begge kan tilbyde spændende veje med masser af sving og flot natur. Derudover arrangeredes der hvert år manøvre kørsel og ligeledes såkaldte banedage. Der afholdtes også mere sociale sammenkomster både lokalt og nationalt, f.eks. flæskespisning og Nytårskur. Ligeledes afholdes hvert år et arrangement som kaldes Viffernes dag. Der har altid været et stort fokus på at skabe et så godt og positivt klubliv som muligt baseret på frivillige kræfter.

Honda´s beslutning om ikke at opdatere VFR motorerne til Euro 5 kravene og dermed indstillede produktionen af Vfr modellerne har skabt en noget ændret situation for klubbens fremtid. Vi har set medlemmer i de senere år, som i stigende antal har skiftet til andre modeller eller mærker; men som er forblevet i klubben på grund af de gode venskaber, fællesskabet og rejserne i klubregi.

Klubben vil altid have rod i Vf og Vfr modellerne; men derudover fuld fokus på at skabe et levende klubliv med gode oplevelser og et godt sammenhold.

. Vfr klubben findes på adressen www.vfr.dk.. I klubbens forum på hjemmesiden kan man søge svar på stort set alt vedrørende Vfr teknik, ellers er man altid velkommen til at spørge. Derudover er forum klubbens central nerve hvor alt mellem himmel og jord kan diskuteres.

Klubben har medlemmer i alle dele af landet, og klubbens sommertræf med generalforsamling afholdes hvert år på skift mellem de forskellige landsdele.